Kvikguide følger...
I det følgende har vi i alfabetisk rækkefølge, lavet en Kvikguide, så du hurtigt kan finde svar på de mest almindeligt forekomne spørgsmål og som det kan være godt at vide som ny husejer og medlem af foreningen.
Vi håber med denne skrivelse at have besvaret en del af de spørgsmål du/I måske havde. Skulle der være yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at rette henvendelse til grundejerforeningens bestyrelse.
Velkommen til foreningen, som vi håber du vil tilgå med et positivt sind, så vi kan få et godt og givende naboskab.
Affald skal sorteres i 6 beholdere udleveret af Tårnby kommune. Du skal sortere i metal, papir, pap, plast&mad- og drikkekartoner, madaffald, farligt affald, haveaffald, restaffald og storskrald. Glas afleveres i container nær dit indkøbssted eller på Genbrugspladsen.
Du anbefales at downloade appen ”Affaldsportal”, hvor du bl.a. kan tilmelde dig sms- og mailservice, så du får besked, dagen før dit affald hentes.
Vær opmærksom på, at noget affald afhentes fra forhaven, mens andet skal stilles frem på fortovet tidligst dagen før afhentning.
Ordningen betales separat til kommunen.
Husk, at ikke afhentet affald og tomme containere SKAL fjernes fra fortovet senest dagen efter.
Brønde i vejen er kommunale.
De brønde, som ligger på grundene er for dobbelthusenes vedkommende den enkelte grundejers, hvorimod der for rækkehuse findes samlebrønde og ledninger, som alle rækkehusenes ejere er fælles om. Dog ikke fedtbrøndene, som er den enkeltes ansvar. Se også under kloak.
Campingvogne må parkeres på vejene i maximalt 24 timer jf. bekendtgørelse om parkering. Samme regler gælder alle påhængskøretøjer med tilladt totalvægt indtil 2000 kg og altså også Trailere.
Carporte kan opføres efter de regler og anvisninger, som er angivet i Bevarende Lokalplan 110 for Tårnby Have.
Facadernes gule sten må ikke ændres mht. farve, pudsning, filtsning, vandskuring eller lignende. Farver på vinduer, kviste og døre bør ikke adskille sig væsentligt fra helheden, men tilpasses, så kvarteret fremstår harmonisk. Mere om dette kan du læse i Lokalplan 110 ”Bevarende lokalplan 110 for Tårnby Have” på kommunens hjemmeside.
Fastelavn afholdes traditionelt hvert år med godteposer og kåring af katte- og bundkonge.
Vi har tre tønder, som er opdelt i 1) små børn, 2) større børn og 3) voksne, som slår katten af tønden. For hver kategori kåres en kattekonge/dronning og en bundkonge og bagefter uddeles der godteposer til børnene og de voksne får lidt at "'varme" sig på. Særskilt invitation udsendes.
Flag forefindes hos Finn Jørgensen, VMA 17, og kan lånes til flagning ved højtider, forudsat, at man selv tager flaget ned inden solnedgang.
Forhaver ses for helhedens skyld, gerne holdt anlagt og i sømmelig stand. Med hensyn til anvendelse, bygninger, carporte, belægning mv., henvises til Lokalplan 110.
Forsikring tegnes af foreningen som en kombineret privat og erhvervsforsikring. Den indeholder ansvarsforsikring og en lovpligtig arbejdsskadeforsikring til dækning af evt. faldskader på grundejerforeningens fortove og når medlemmer udfører arbejde for foreningen, som går ud over det almindelige fællesarbejde.
Fortov må ikke uden Vejmyndighedens (kommunalbestyrelsen) samtykke anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af affald, materiel, materialer eller løsøregenstande eller lignende. Fortovet og vejen ud til midten af ens grundstykke, herunder rendestenen, skal fejes og holdes renholdt, og om vinteren ryddet for sne og glatførebekæmpet i tidsrummet fra kl. 0700 til kl. 2200.
Fællesarbejde indkalder bestyrelsen til ca. 3 gange om året. Vi mødes gerne på den store legeplads og alt efter behov uddelegeres arbejdet på fællesarealerne, f.eks. hækkeklip, små reparationer, alm. oprydning, beplantning eller fjernelse af planter, maling af skur eller bænke mm.
Fællesarealer har vi 4 af. Den Store Legeplads (bag ved garagerne på Vestermarie Alle), Lille Legeplads ved blodbøgen (på hjørnet ved Østermarievej og tværvejen kaldet Troldestien), arealet omkring Flagstangen (Østermarievej og Tårnbyvej), samt vejlukningen for enden af Vestermarie Alle mod Østerlarsvej.
Fællesarealerne er ikke beregnet til privat brug, f.eks. parkering af køretøjer, trailere eller lign., henlæggelse af affald, byggematerialer eller lign., ligesom der ikke må foregå trafik med f.eks. knallert eller opslås telte og afholdes private feste eller lign.
Fællesredskaber forefindes i skuret på Den store Legeplads. Du har fået udleveret en kode til låsen til det bageste rum (vestlige), hvor du bl.a. kan låne trillebør, tromle, brøndrenser til fedtbrønden, pælebor, div. river tag/rygningsstige mm.
I skuret finder du nøglen til låsen til stigen, der hænger på bagsiden af garagerne.
Fællesarrangementer har vi som nævnt flere af. Se under hver enkelt punkt.
Fællesskur står på arealet bag garagerne og er opdelt i to halvdele. Det forreste rum (østlige) er forbeholdt bestyrelsen, havemænd og snerydningslauget, og indeholder bl.a. festtelt, græsslåmaskine, div. redskaber, fejemaskine mm. Se også under fællesredskaber.
Garager kan opføres på dobbelthus grundene efter ansøgning og anvisning hos Teknisk Forvaltning i Kommunen. Se også i Lokalplanen. Det er ikke tilladt at opføre garage på rækkehus grundene.
Der er opført 7 garager mellem rækkehusene på Vestermarie Alle, der kun kan ejes af rækkehusejere. Garagerne kan sælges på markedsvilkår rækkehusejerne imellem.
Der er underretningspligt til bestyrelsen ved ejerskifte.
Generalforsamling afholdes efter lovene hvert år i marts måned. Der er tradition for en let anretning efter mødet. Foreningen er kendt for sit store engagement og fremmøde til generalforsamlingen og det håber vi I vil medvirke til kan fortsætte.
Hegn skal opføres og holdes som anført i Hegnsloven. Overalt i foreningen, hvor grundarealerne adskilles med fælleshegn, skal det bestå af levende hegn. Se Lokalplan 110.
Kloakkerne har 3 ejere. Den langs løbende i vejen er kommunens. Stikledning derfra til huset (for dobbelthusene) er ejers ansvar. For rækkehusene er stikledning til og med den langs med husene løbende ledning, fællesledning for hver af de 2 rækker af rækkehuse. Ledning fra fællesledningen til den enkelte husstand er ejers ansvar.
Kontingent fastsættes på Generalforsamlingen og er pt. på 1.050,00 kr. årligt. Kontingentet forfalder i april, med sidste rettidige indbetaling 15. Maj. Ved overskridelse af denne dato, pålægges et rykkergebyr på 100,00 kr.
Kviste må kun opføres som anført i Lokalplan 110.
Parkering på vejen skal foregå under størst mulig hensyntagen til andre beboere og fodgængere. Af hensyn til fodgængere anbefales det, at man ikke parkerer delvist på fortovet.
Redskaber. Se under Fællesredskaber.
Sankt Hans Aften tændes et symbolsk bål kl. 21.00. Herefter synges "Midsommervisen", og der serveres lidt drikkeligt.
Skorsten må ikke fjernes/nedrives. Se Lokalplan 110.
Skur på den store legeplads er delt i 2 rum. I det vest vendte rum, hvortil hver husstand har faet udleveret en kode, forefindes fællesredskaber, som man kan låne i kort tid. I det øst vendte rum, hvortil kun bestyrelsen har nøgle, forefindes redskaber til brug ved fællesarbejde, festtelte, mm.
Snerydning. Foreningen har en fejemaskine, som administreres af ”Snerydningslauget”, som består af 3 håndgangne mænd fra foreningen, som stiller sig til rådighed ved snefald på foreningens arealer.
Den enkelte grundejer skal dog selv sørge for snerydning og glatføre bekæmpelse ud for eget grundstykke, i form af saltning eller grusning.
Stien bag rækkehusene er en brandsti, der skal renholdes og hækken holdes indklippet til en min. Bredde af 150 cm, så alle kan færdes uhindret ad stien.
Tag skal bestå af røde teglsten, i samme udformning som de eksisterende. Se Lokalplanen.
Telt har foreningen et af til anvendelse i forbindelse med fællesarrangementer eller til private engagementer. Hvis man ønsker at låne det, skal der sendes en mail til bestyrelsen. Vi vil derefter koordinere afhentning, aflevering og sikre, at teltet er i god stand.
Tilbygning er som udgangspunkt ikke tilladt, idet den samlede bebyggelsesprocent allerede er overskredet. Kommunens Tekniske Forvaltning er øverste myndighed og skal ALTID spørges forinden man ønsker at foretage væsentlige ændringer på huset.
Trailere må IKKE henstilles på vejene længere end 24 timer. Se også under campingvogn.
Udestuer må opføres efter de regler, der er nævnt i Lokalplanen. Husk anmeldelsespligten til kommunen.
Vedtængterne for Grundejerforeningen Tårnby Have kan ses på foreningens hjemmeside.
Vejene, herunder fortovet, er udlagt som private fællesveje. Kommunen er vejmyndighed og altså dem, som bestemmer over vejens udformning og udseende. De kan således pålægge grundejeren at reparere vejene. Man må ligeledes ikke ændre noget på vejene eller fortovene uden tilladelse fra kommunen.
Vejfest forsøges afholdt hvert år med økonomisk tilskud fra foreningen. Vejfestudvalg søges fundet hvert år på
Generalforsamlingen.
Denne kvikguide er lavet, for at du på en nem og hurtig måde kan danne sig et overblik over dine muligheder og forpligtelser, samt hvilke tilbud foreningen har til dig.
Opstår der tvivlsspørgsmål, er du meget velkommen til at rette henvendelse til bestyrelsen. Hellere spørge en gang for meget, end en gang for lidt.
Hvis du opdager ting, der burde stå eller rettes i Kvikguiden, vil vi meget gerne have det at vide.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Nyttige adresser og telefonnumre:
Rådhuset: Amager Landevej 76, tlf. 3247 1111
Vejbelysning: tlf. 3246 0630, aften 3250 0700
Rottemand: Tårnby Rådhus, Skadedyrsteamet, man – fre. Kl. 0900 – 1100 på tlf. 3247 1111
Hvis affaldet ikke er afhentet: Se på kommunens hjemmeside eller ring til Tårnby kommune, se nr. ovenfor man-fre 0900-1100
Vejledningen er udfærdiget af bestyrelsen og søges løbende ajour ført. Senest 1. april 2025.